Hvor kommer dådyrene fra?

Dådyr (latin: dama dama) fandtes almindeligt i Danmark i sidste mellemistid, men den sidste istid fortrængte bestanden ned til varmere himmelstrøg i Balkan og Mellemøsten. Efter sidste istid er dådyrene imidlertid ikke af egen drift kommet igen til deres nuværende udbredelse. De er i løbet af de sidste par tusinde år blevet udsat af bl.a. romerne, vikingerne og forskellige kongehuse i Europa.

I Danmark blev der udsat dådyr i 1100-1200 tallet – bl.a. på mange øer som kongeligt vildt. I de senere årtier er et stor antal hjortefarme skudt op, og i 1986 blev det anslået, at disse farme husede omkring 13.000 individer. Herfra er kommet de efterhånden mange dådyr, som nu befinder sig på den frie vildtbane i de fleste egne af landet.

Dåhjorten er noget mindre end en kronhjort (foto: Kristian Laustsen)

Udseende og biologi

Størrelse og vægt

Dådyr befinder sig størrelsesmæssigt midt mellem rådyr og krondyr. Dådyret har en skulderhøjde på 85-110 cm, og voksne hjorte (hanner) vejer 60-110 kg, mens dåerne (hunner) vejer 30-50 kg. Hjortene bærer færdigudviklede gevirer fra august til maj, og den modne hjorts gevir kaldes fuldskuffel bestående af to svungne, skovlformede stænger med takker på bagkanten.

Kendetegn

Dådyrene kan let kendes fra råvildt og kronvildt på grund af hvide prikker i den mørke pels og en mørk hale, som deler det hvide spejl så tallet 111 kan træde frem på nethinden, når man ser dyrene bagfra. De varierer dog i farve fra helt hvide, over meget lysebrune til mørkebrune og næsten helt sorte. Normaltfarvede (de brune varianter) dådyr kan dog bære gener for alle farvevarianter.

Adfærd og føde

Dådyrene træffes ikke i store flokke (rudler) som krondyrene, og da de fortrinsvis er græsædere, forvolder de ikke skade på træer og afgrøder i tilnærmelsesvis samme grad, som krondyr lejlighedsvis kan gøre. Dog kan de i fødeknappe perioder fouragere på vintersæd, om foråret på nyspirede afgrøder, og desuden holder de af modne majskolber om efteråret. I skovbevoksninger kan de undertiden finde på at æde nyspirede træer, skud og knopper af både løv- og nåletræer eller skrælle bark af større træer, især løvtræer. De er særligt glade for bark og skud af frugttræer, så hvis du opdager, at dådyrene kommer ind i din have (ofte om natten), vil det være en god ide at sætte et trådhegn omkring specielt unge frugttræer (se video herunder)

Biotoper

Dådyrene trives bedst i kulturlandskaber med små eller mindre skove, hvor der er store arealer med afvekslinger mellem skovene og markerne.

Der er således generelt ingen alvorlige gener ved at have en passende bestand af dådyr gående i kulturlandskabet, men derimod mange oplevelser ved at se på de smukke dyr både for lokalbefolkningen og for de mange cykelturister, som færdes i Sydvesthimmerland.

Dådyrene varierer meget i farve (fredningsområdet - foto: Niels Laustsen))

Dådyr er glade for frugttræer

Dåvildt har en forkærlighed for frugttræer året rundt, og det kan være en god ide at hegne omkring specielt unge frugttræer i skove og haver.

Dåvildtets advarselslyd

Mange har sikkert hørt, når råvildtet udstøder en advarselslyd, der kan minde lidt om en hunds gøen. I denne lille videosekvens kan du høre advarselslyden fra en då. Læg mærke til sidst i videoen, hvordan dåen løber med afsæt på alle fire ben på én gang - en gangart, som er karakteristisk for dåvildtet.
(Vil du se videoen igen efter endt afspilning, skal du klikke på cirkelpilen nederst i videoen).

Formering

Dåerne samles om den stærkeste hjort i brunsttiden

Brunstperioden strækker sig fra midten af oktober til slutningen af november og ligger således senere end hos krondyret. Dåen er drægtig i 7½ måned og føder normalt kun én kalv om året (maj-juni).

Det er vigtigt for bestandens udvikling, at der er et vist antal ældre hjorte i områderne. Dåvildtets brunst adskiller sig nemlig fra f.eks. kronvildt ved, at hos dådyrene er det damerne, der bestemmer faderskabet. Dåhjorten finder en egnet brunstplads, hvor den skraber såkaldte brunstgruber i jorden - små fordybninger, som den urinerer i, hvorefter den ruller sig i gruben for at blive rigtig lækker for dåerne, som den så håber på kommer til brunstpladsen (se videoen herunder).

Dåerne er kun i brunst i et par dage, og hvis de ikke bliver beslået her, kommer de i såkaldt ombrunst 21-23 dage senere. Det kan gentage sig en gang mere, og derfor kan man undertiden opleve meget sent fødte kalve om sommeren. Disse små kalve vil ofte have svært ved at klare sig igennem en efterfølgende hård vinter.

Er der nu en hjort i nærheden af samme kaliber som den store pladshjort, er der stor sandsynlighed for, at de to store hjorte knalder gevirerne sammen og skubber til hinanden for at finde ud af, hvem der er stærkest. Det kan godt gå ret vildt for sig (se videoen nederst på siden) men medfølger kun sjældent døden for den svageste.

Med gryntende strubelyde forsøger den vindende hjort nu at tiltrække områdets dåer. Men hvis dåerne stadig ikke synes, at hjorten er stor og flot nok til at blive far til deres afkom, undlader de at parre sig med ham og forsøger i stedet at finde en endnu større hjort et andet sted. Og kan de ikke det, bliver der sandsynligvis ingen kalve i området den følgende sommer. Derfor er det vigtigt altid at have et vist antal ældre hjorte i de områder, hvor dåvildtet lever.

Dåhjortens brunstlyde

Skru op for lyden på din pc, klik på pilen og hør, hvordan dåhjorten "brøler" i brunstperioden.
Læg mærke til hjortens opsvulmede hals og det meget store strubehoved og se desuden, hvordan hjorten skraber jorden væk til en lille brunstgrube, som den lægger sig i.
(Vil du se videoen igen, kan du klikke på cirkelpilen nederst i venstre hjørne efter endt afspilning)

Lidt om dåhjortens gevir

To fuldskufler i brunsttiden ser hinanden an (foto: Kristian Laustsen)

Dåhjortens gevir udvikler sig med alderen og består det første år af to spidser.

De følgende år bliver dåhjortens gevir større for hvert år, men der er dog store individuelle forskelle på de voksne hjortes gevirer, hvilket både har med deres nedarvede gener at gøre og med kvaliteten af det foder, hjorten har til rådighed.
En toårig hjort kan således godt have et gevir, som nærmer sig en fuldskuffel, mens en fireårig hjorts gevir stadig blot kan være en halvskuffel.

En dåhjorts gevir når sit maksimum i 7-9 års alderen, hvorefter den går "retur", som man kalder det i jægersprog. Det vil sige, at geviret herefter igen bliver mindre og/eller kan antage mærkelige, abnorme former. Jo ældre en dåhjort bliver, jo kortere bliver takkerne på bagsiden af geviret.

Hjortegevirer består af hornstof og kalk - de samme materialer, som menneskets hår er lavet af - blot i meget sammenpresset form.
Hjorten afstøder og taber sit gevir i forårsperioden og danner et nyt (og ofte større) i løbet af sommeren og det tidlige efterår. Geviret er i den periode dækket af hud og hår (kaldet bast), hvorunder blodkar forsyner geviret med de nødvendige mineraler. Når geviret er fuldt udviklet, fejer dåhjorten den nu indtørrede bast af på træer og buske.

Hvis de store hjortes foder i den periode ikke er kalk- og mineralrig nok, bruger hjorten noget af sin egen knoglemasse for at danne så stort et gevir som muligt, så den er klar til at imponere dåerne og de andre hjorte i brunstperioden okt.-nov. (se videoen nederst på siden)

Til venstre: spidshjort (1. år); i midten: stanghjort eller halvskuffel (2.-3. år): til højre: fuldskuffel (3. år og derefter).

  • Spidshjort

  • Halvskuffel

  • Fuldskuffel (fotos: Kristian Laustsen)

Kæmpende dåhjorte

Dåhjorte kæmper om den bedste brunstplads og dermed om dåernes gunst (videoklip fra Tyskland). Skru op for lyden på din pc og klik evt. på "Fuld skærm" nederst til højre, så får du den fulde oplevelse af brunstkampene.
(Når videoen er færdig, kan du klikke på cirkelpilen nederst i venstre hjørne for at se den igen)